Jeg kan ikke huske, om jeg har skrevet om lige dette emne før, og en hurtig scanning af overskrifterne gjorde mig ikke klogere. Men eftersom jeg ikke en gang selv kan huske det, går det nok at tage emnet op igen, hvis det har været berørt tidligere.
Jeg oplever meget tydeligt hos min 9-årige datter, hvordan hun samler andres humør op og tager det som sit eget. Og da det også kan ske, at hun bliver påvirket af vildt fremmede mennesker – eller endda noget så uspecifikt som en generel sindsstemning – er det helt almindeligt, at hun går fra at være i mægtigt humør til at være helt ude af den på meget kort tid.
Så står man der som forældre og vil så gerne have en forklaring. “Hvad er der galt?” “Hvorfor blev du sur?” “Er du ikke sur? Men hvad er du så ked af?” “Hvad skete der?”. Allerhelst vil man have et svar, så man kan hjælpe hende med at blive glad igen.
Efterhånden som det gik op for mig, hvordan omgivelserne påvirker hende, er jeg blevet bedre til at acceptere, at nogle gange er det bare sådan. Og dermed håber jeg, at jeg kan hjælpe hende med blot at være i følelsen. Der er ikke noget værre end at være ude af den, blive afkrævet en kontant forklaring og ikke have et svar. Det er slemt nok for voksne og en helt umulig situation for børn.
Så jeg har fundet på at indføre et nyt begreb – ude af balance. Når datteren laver nedsmeltning, prøver jeg selvfølgelig først at finde ud af, om der er en logisk forklaring. Næste skridt er at spørge, om hun er ude af balance. Det har hun virkelig taget til sig. Jeg tror, hun har været ligeså frustreret som jeg over ikke have ord til at beskrive, hvad der er galt. Nu bruger hun det også selv.
“Ude af balance” betyder, at hun har det lige pludselig skidt og ved ikke hvorfor. Det er helt i orden. Der er ikke altid en mulig forklaring på humørsvingninger. Så vi trøster og krammer, når det er muligt, prøver at skifte fokus og tænke på/snakke om noget andet – indtil næste gang.
